Erindring

Blandt gammelt grej, fjer og duften af rom

Interessen for fluebindingen fulgte nærmest automatisk med, efter mine forældre opfyldte mit vel nok største ønske og forærede mig en fluestang og hjul i julegave. ABU Diplomat stod der på indpakningen og gulvet i grejforretningen må have være slidt, for jeg havde været nede og kigge på den utallige gange.

Fluebindingen er for mig et spændende univers hvor fantasi og refleksion har frit løb og et sted som jeg forbløffende hurtigt blev godt tilpas.

Jeg bandt min første flue i værkstedet i min fritidsklub. Med en ormekrog monteret i et skrugestik, fjer fra en fastelavnsmaske og tråd fra syværkstedet, tog jeg de spæde skridt, ind i en verden som utvivlsomt vil være en del af mig resten af mine dage. Ikke langtid efter købte jeg et fluebindingssæt i den lokale grejforretning for mine sparrepenge og det er uden sidestykke en af den bedste investering jeg har gjort. Jeg husker samtidigt også, hvor uoverskueligt et univers det var at træde ind i. Der var så mange muligheder i materialer at, det virkede helt umuligt at lige den flue jeg sad og bandt, skulle virke frem for andre. Det tog tid at lære at stole på egne evner.

Min kammerat Bjørn har en far som flere år forinden vores fasinasion blomstrede, lagde fiskeriet på hylden. Heldigvis for os havde han hverken skilt sig af med grej, eller fluebindingsmaterialer. Besøgende hos Bjørns far Niels står helt klart. Jeg fristes til at sige det ubetinget var fordi de har været så sanselige en oplevelse, men jeg har selvfølgelig også været i hyggeligt selskab. Turen op af den smalle trappe til 1. salen, hvor man stille og roligt blev vugget ind i den søde duft af, hvad jeg i dag har lært er rom, for så at træde ind i det lille værelse ved endegavlen, som var fyldt med afsyrede fyrtræsmøbler. Her var en gammel papkasse at finde med alle Niels aflagte fluebindingsmaterialer. Det var som at lukke op for en skattekiste, selvom den nok ikke havde kunne imponere mange i dag.

Bjørn og jeg brugte mange hyggelige timer ved bordet på værelset, hvor der under en glasplade lå afbilledet tørfluer, vådfluer og laksefluer fra Hardy, til inspiration. Lige præcis grejet fra Hardy gjorde også indtryk på disse besøg, selvom det på daværende tidspunkt for længst havde passeret sin velmagtsdage. Bjørns far havde to gamle hardystænger stående og jeg var tryllebundet hver eneste gang, vi pakkede de smukke stænger ud af stangposerne, for at beundre dem. Grejet er jeg stadig fasineret af og jeg har også selv anskaffet mig lidt gammelt Hardygrej, som i ny og næ bliver luftet ved åen.

Myten

Havørreden figurerede i de første år at mit lystfiskerliv som ren myte, det var nærmest en utænkelig bedrift at kunne lægge sådan en i græsset og derfor overvejede jeg sjældent dens tilstedeværelse.

Jeg husker tydeligt at jeg som 12-årig en aften i juni måned, var på en af utallige ture efter åens bækørreder. Udstyret med den gamle 9 fods diplomatstang i klasse 6 og en lille pjusket Royal Coachman på forfanget, fulgte jeg åens slyngngninger som så mange gange før. Efter timers fiskeri i aftensolen, som efterhånden stille fortog sig, stod en stor fisk pludselig på halen få meter foran mig.

Jeg har været mere fascineret af denne mytiske skabning, end jeg på daværende tidspunkt har været bevidst om. Jeg var ikke et sekund i tvivl om hvad det var for et væsen, som netop havde præsenteret sin store blanke krop, for så igen få sekunder efter endnu en gang at gå helt fri af vandet!

Med rystende hænder og bankende hjerte, blev den lille vådflue sendt ud i åen, præcis der hvor fisken havde vist sig. Jeg kastede igen og igen, for blot at måtte konstatere at min Royal Coachman ikke var den rette medicin.

Det var min første oplevelse med havørreden, så det havde næsten også været for meget hvis, det på selv samme aften skulle lykkedes at lande en. Min største bedrift på daværende tidspunkt, har været en bækørred på omtrent 20 cm, så ikke så mærkeligt at oplevelsen hjemsøgte mig lang tid efter.

Jeg husker tydeligt følelsen af hvor urealistisk det virkede at den store fisk skulle vise nogen som helst interesse for min lille flue og den blegnede kun endnu mere, når den stille og roligt i overfladen svingede over det mere end to meter dybe høl hvor fisken sprang.

Jeg er overbevist om at netop denne oplevelse, blandt mange andre inficerede mit sind. Det var i hvert fald en anden følelse at komme til åen efter denne tur. Ikke længere var det de små bækørreder, som var grundsten for at hoppe på cyklen og investere tid ved åen. Det var noget større, mere uigennemskueligt, men dog tilstedeværende.

Jeg fangede mine første havørreder i åen ikke lang tid efter denne oplevelse, under spinnefiskeri og det var en fantastisk oplevelse at, gøre denne bedrift. I ren uvidenhed om teknik, grej og fluer dømte jeg den fluefangede havørred for et indtil videre urealistisk projekt. Dermed ikke sagt at drømmen var slukket, tvært imod!

Nye Græsgange

Jeg lærte nye stræk at kende længere oppe i åsystemet og har været en flittig gæst, selvom der sjældent blev fanget noget nævneværdigt. Ihærdigheden lønnede sig dog da jeg på en forsommerdag, for første gang oplevede at kroge en fisk på mit fluegrej, som havde både størrelse og styrke til at udfordre min kunnen.

Jeg var den dag faldet for et diskret mønster af påfuglehergl, sort hackel og en lille brunlig fjervinge. Fluen var købt i den lokale grejshop, for sådan fyldte jeg boksen en gang... På en strækning fyldt med store dråbeformede puder af ranunkler og høje siv, så jeg en fisk tage insekter på overfladen. Jeg listede mig med krum ryg i possition til at præsentere min flue, for den ringende fisk og da fluen rammte vandspejlet, blev den taget med det samme. Jeg strammede op og der var kontakt. Overrasket blev jeg da jeg ikke kunne hive den af vandet, men den der i mod hev min løsline ud af mine hænder!

Den var "stor" og bare den nu ville blive hængende. Jeg var dybt koncentreret, for det måtte simpelthen lykkedes at få den på land. Et par minutter efter, håndlandede jeg en smuk bækørred på 36 cm. Det var første gang jeg oplevede at mit hjul trods alt, var andet end til lineopbevaring og i det heletaget grejets funktioner, når det ikke var mig som bestemte slagets gang. Nu lyder det næsten som om bækørreden har haft uanede kræfter, men der har ikke skulle ret meget modstand til at give følelsen, med en personlig rekordørred på 20 cm.

Jeg fangede endnu en flot bækørred den dag på hele 37 cm, så jeg var ikke til at skyde igennem. Jeg sad længe i græsset og beundrede nogen af de smukkeste skabninger den danske natur kan tilbyde - og desværre også en sjældenhed mange steder. Den dag i dag havde jeg absolut retuneret de smukke skabninger, for at værne om bestandene, men som pur ung fluefisker var det eneste rigtige at, hjembringe og stolt fremvise trofæerne.

Dog ikke helt mæt på oplevelser den dag, bevægede jeg mig længere op i systemet. På en strækning gennem et lille stykke skov genoptog jeg igen mit fiskeri. Jeg blev kort efter indhentet af en medfisker og lige som jeg lagde et kast til modsatte brink, orienterede jeg mig over den ene skulder for at se, hvad det var som nærmede sig. I samme sekund lød et stort plask og linen blev strammet op. En stor fisk piskede vandet til skum og drønede nedstrøms, med kræfter jeg endnu ikke havde oplevet på den lille kulfiberklinge.

Jeg var noget fortumlet, men heldigvis kom medfiskeren mig til undsætning med et net. Han har helt sikkert godt kunne mærke at, jeg var uerfaren og at oplevelsen for mig var noget udover det sædvanlige, så han vadede ud i åen og kort efter sikrede han mig en 52 cm lang og tyk regnbueørred, da den gled over netrammen.

Den dag glemmer jeg aldrig, men heller ikke min undren og over at det hele lige på denne dag virkede så godt. Jeg resarchede lidt og fandt ud af at fluen var navngivet "Alder" som er en immitation af insektet, der på dansk kaldes "Dovenfluen" Jeg husker at jeg den dag flere gange, viftede disse halvstore mørke insekter væk, når de kildende kravlede rundt i nakken og på mine bare solbrune arme. Den fisketur var på mange måder en lærerig oplevelse.

Venskab er livets vin

Det er fortrinsvis på egen hånd, når jeg retter blikket mod fiskevandet, til trods for det har jeg heldigvis haft langt de fleste oplevelser i nærvær af gode venner og bekendte. Jeg har sågar været så heldig at dele mine nære kammeraters helt spæde oplevelser med den fisk, som for mig betyder så meget.

Jon er en gammel skolekammerat og ham og jeg har kendt hinanden siden da. Jon havde en far, som for mange sikkert er ukendt, men langs Kolding å, er han vel nærmest en legende. Jon blev gennem sin opvækst nærmest uundgåeligt indhyldet i fluefiskeriets fortryllende univers. Det var meget naturligt Jon og jeg fandt sammen gennem den fælles hobby og vi fiskede mange dejlige ture sammen i præ-teenage årene. Særligt en oplevelse står stadig meget stærkt. Det var en sensommer aften ved åen, hvor vi ville fiske bækørreder. Det har været i perioden hvor der blev kæmpet en del med mine forældre om hjemkomst tidspunkter. Jeg husker nemlig tydeligt at klokken under ingen omstændigheder måtte blive mere end 22, før min cykel stod parkeret i Hylkedalsparken og det gjorde lidt ondt i maven da jeg lovede, og samtidig godt var klar over at jeg på ingen måde kunne kontrollere min færden, når først jeg var suget ind i stemningerne langs åen.

Jeg var ret fascineret af Jon, dels på grund af den tætte relation til hans far, men Jon var også en langt dygtigere fluefisker end jeg dengang. Min fascination af, og nysgerrighed overfor Jons far har sikkert kunne drive enhver til vanvid, men måske i sær en konservativ gammel årotte som ham...

På et af de flade stræk af åen, var jeg vadet ud i vandet, nærmest obligatorisk, lidt længere end de små gummistøvler kunne klare. Her svingede jeg en lille vådflue efter de ringende bækørreder. Jon stod og overværede mine kast fra brinken, da en stor havørred sprang af vandet to gange efter hinanden. Det skumrende lys må have gjort at, Jon troede jeg havde kroget den store fisk, for han råbte at jeg skulle holde linen stram. Dette var dog ikke tilfældet.

Jeg fik lavet en ordentlig fuglerede da, jeg febrilsk forsøgte at kaste til den springende havørred og måtte gå på land i mine skvulpende gummistøvler. Nu var det Jons lod og han kastede ikke mange gange før stangen bukkede og den store havørred på omtrent 4-5 kg sprang ustyrligt ud af vandet flere gange.

Fluen slap desværre i et af de næsten meter høje spring, men det var en vild oplevelse for os begge. Klokken var på det tidspunkt blevet rigtig mange og jeg fik travlt med at komme hjem, men jeg var nu alligevel overbevist om at oplevelsen måtte være en formildende omstændighed, nu hvor klokken var 23.00 Jeg må indrømme at oplevelse ikke vækkede den forventede begejstring hos mine forældre, da bekynringen for min tilstand, kørte mig i møde halvvejs hjemme på min cykel. Jeg fik ikke lov at besøge åen dagen efter, men det har vist heller ikke altid været hel nemt at have med en så opslugt ung mand at gøre.

Det var som skrevet, en voldsom og fascinerende oplevelse for os begge to og den har siden været samtaleemne ved mange lejligheder. Ligeledes det at fisken tog en flue som, udelukkende bestod af rødt uldgarn og et lille hvidt hackel.

Jon rejste til Grønland med sin mor kort efter oplevelsen og for en årrække havde vi ingen kontakt til hinanden.

I skolen træf jeg kort efter Joakim , gennem nogen andre kammerater. Jeg vidste godt han fiskede, for jeg havde tidligere set ham ved vandet. Som jeg husker det spurgte jeg Joakim i et frikvarter, om han ville med til åen og fiske og så var vi nærmest uadskillelige en hel årrække. Sammen med Joakim blev, mit fiskeri intensiveret og han er nok den om nogen, jeg har flest oplevelser til fælles med, men der er selvfølgelig altid dem som vægter tungere end andre. En af dem var en aften ved Ejstrup.

Joakim fiskede et godt stykke foran mig og i et af de skarpe sving neden for vejbroen, hørte jeg et frustreret udbrud. Jeg blev revet ud af dyb koncebtration og kiggede ned ad åen. Her kunne jeg se Joakim i det høje kræs med hænderne til hovedet. Han havde netop haft en stor fisk til fluen, som ikke havde taget. Det var for mig næsten svært at tro det var muligt, men jeg gik ned til ham for at høre nærmere. Han viste mig sit forfang med den lille Hagebroflue, som jeg havde lånt ham og pegede ud mod åen, hvor fisken angiveligt stod skjult under brinken i egen kant. Fluen havde jeg selv bundet efter at have læst at den for mange var et "must have" i flueboksen.

Joakim tog mod til sig og lagde endnu et kast tværs over åen, og jeg skal lige love for at jeg spærrede øjenene op da fluen svingede ud i åen og der rejste en bølge fra egen kant. Fisken tog desværre ikke fluen og stillede sig hurtigt tilbage til sit skjul. Vi var begge enige om at det var en havørred, men desværre så vi ikke mere til den den aften.

Episoden står helt klar i min erindring og husker tydeligt hvor vigtigt det var for mig at, forevige netop dette moment, så jeg fiskede det lille kompaktkamera op af min fiskevest og tog et foto. Følelsen af at her havde vi gang i noget helt rigtigt, skulle for en hver pris ikke gå i glemmebogen.

De første havørreder på flue

Skæbnene ville at det til sidst lykkedes mig at, fange en havørred på fluegrejet en råkold februar morgen. Den tog en variant af General Practitioner, som jeg selv havde bundet. Mønsteret havde jeg forelsket mig i da, jeg på biblioteket bladrede gennem Jan Grünwalds "Farlige laksfluer" Det var et af de første mønstre jeg satte mig ved fluestikket og bandt.

Den farvestrålende flue i samspil med et lidt mere nuanceret kenskab til både grej, fisk og fiskevand, førte til at jeg kunne skrive den første fluefangede havørred i fangstjournalen. Mange havde selvfølgelig gjort denne bedrift før mig, men det vidnede min begejstring ikke om. Havørreden var en nedfaldsfisk på Knap 60 cm, men en fantastisk oplevelse at, en vaske ægte havørred havde responderet på min reflektioner. Jeg havde en næste ustyrlig lyst til at aflive fisken for at hjembringe og fremvise min bedrift, hvem ville ellers tro på at jeg havde fanget en havørred og så oven i købet på en flue jeg selv havde bundet. Fisken blev retuneret efter lige lovlig lang tids beundren i det våde og kolde græs. Jeg var glad, men det var jo en udleget fisk, så den umulige bedrift var endnu ikke helt afværget.

I et piletræs udhængende grene fandt jeg en dag et par fluer, som en uheldig fluefisker havde sat til. Forfanget var noget kraftigere end hvad jeg selv brugte og der var to fluer på forfanget. Fluerne var større end dem i min egen boks og blev hurtigt klar over at de var fremstillet til noget for mig, helt særligt og vidnede samtidigt om at, nogen kendte til en anden besøgstid end jeg.

Jeg hæftede mig særligt ved den ene af fluerne, med sin kraftigt røde hale, hvide vinge og naturbrune hackel - måske fordi jeg havde materialerne til selv at fremstille den. Om ikke andet så frydede jeg mig over nu at, være i besiddelse af en havørredfiskers måske aller hemmeligste våben.

Fluen blev bundet i mange eksemplarer, både store og små, men fandt også ud af at mønsteret ikke var så hemmeligt endda, tvært i mod. Det rørte mig nu ikke, for jeg troede på fluen som var den ren magi.

Jeg begyndte at besøge åen primært ved aftenstid og ville egentlig gerne fiske om natten, da jeg jo efterhånden lærte at det var her chancen nok var størst, for at fange en havørred på flue. Hønemor synes absolut ikke jeg havde noget at gøre derude efter mørkets frembrud. Det kostede en del skideballer de første år, for det var så frygteligt svært at tage det sidste kast, når man nu aldrig vidste om, det var i næste sving ørreden ville hygge! Med årene lærte en knap så meget hønemor heldigvis at, fisketurene var mere betydningsfulde end som så - og der blev givet længere og længere snor.

En juniaften cyklede jeg med to kammerater til åen. Det var en af de første ture med flustang, med en målrettet ambitition om at fange en havørred. Boksen var fyldt med "Skjerns Fancy" og jeg fandt en lille pjusket en, bundet på en dobbeltkrog og bandt den på mit forfang.

Vi fulgtes allesammen op langs åen og forventningerne var store, for den rigtige duft hang i luften i den kølige ådal. Vi fordelte os på det valgte vand og startede fiskeriet, som mosekonen begyndte at brygge lystigt.

Efter at have spinnefisket en del, havde jeg rigtig svært ved at forene mig med tanken om havørreden der steg til overfladen for at hente fluen, så jeg forsynede min flydeline med en synkende spids. Synkeforfanget havde jeg ligeledes på da, jeg fangede nedfaldsfisken tidligere, så jeg tog bestik af tidligere erfaringer. Jeg er dog blevet klogere siden hen...

Vi nåede faktisk ikke at fiske længe, før min lille flue blev taget hårdt i egen kant, ved nogle udhængene siv. Jeg havde netop givet fluen liv ved at hjemtage den i korte raske ryk, da jeg forstillede mig at det måtte give en lokkende effekt. Jeg råbte efter de andre og de kom ilende og hjalp mig med at lande en tyk blank havørred på 48 cm, med min lille "Skjerns Fancy" siddende solidt i saksen.

Jeg var lykkelig, for endelig var den umulige bedrift gjort mulig. Døren til utallige uforglemmelige opleveler virkede åben.

Frisendal

Stolt og forløst på Frisendal, med 7-kilos havørred, som blev afslutningen på en sæson hvor teknik og timing i fiskeriet, gik op i en højere enhed. Det er i disse omgivelser jeg har lært at fiske. Fiske klogt og tro på mit fiskeri på egen hånd.

Her fik jeg lov at observere en glæde ved fiskeriet, jeg endnu ikke har set magen. Min egen er til stadighed en fraktur af dette, dog er det rigeligt til at det aldrig slipper op.

Uanset hvor dygtig en praktikker jeg bliver, eller hvor stor en naturforståelse jeg opnår, vil jeg altid beundre den ubetingede glæde ved at fange en havørred, uanset størrelse, lokation og agn. Her var tid og ro til at reflektere over hvert eneste skridt som blev taget, men også plads til den ungdommelige rus og fiskefeber som mange heldigvis oplever i bekendtskabet med de

sagnomspundene havørreder. Det var en kæmpe oplevelse for en knægt som mig at, komme ind på livet af voksne mennesker med samme passion som jeg selv. At blive forført af fortællinger og erfaringer oplevet gennem et langt lystfiskerliv, var en næsten ubeskrivelig værdifuld periode i mit liv.

At få et indblik i et vandløbs historie og dets ”historikere” tryllebandt mig om noget og i en sådan grad så, det var svært at holde oprigtig koncentration og fokus på andet.

Her var ikke bare tid til at skærpe kompetencerne inden for fiskeriet, men en unik mulighed for at lære om naturfauna og fiskepleje, grundet de naturrige omgivelser og mennesker omkring mig. Jeg brugte timevis på at observere dyreliv og gav en hel anden tilgang, syn og respekt for omgivelserne jeg dog i flere år havde bevæget mig i.

Gåture i jagt på de gydende fisk og pleje af iltre små vandløb med kraftigt fald.

Det er under kyndig vejledning jeg lærte, ikke bare at være i naturen, men forstå den og i momenter en oplevelse af at blive en integreret del af den. Det er mennesker med en tilværelse og livsførelse, som på så mange måder har inspireret mig til at være det menneske jeg er den dag i dag. For det skylder jeg tak.

Natfiskeri efter havørred

Super flot 5-kilos havørred, som Yves fangede en lun sommernat, på sin elskede flue Yver-Biver

I årene hvor interessen for det modsatte køn blev større og større, faldt de fleste af kammeraterne lidt af på den. Jeg formåede dog alligevel at vedholde interessen og måske endda intensivere mit fiskeri efter havørreder yderligere.

Jeg var de tidligere år flere gange stødt på en lidt speciel herre ved navn Yves. Det virkede ikke som om han ænsede at, jeg bare var en lille hvalp og talte til mig som en ligesindet. Det havde jeg ikke tidligere været ude for og så måtte jeg jo bare tale med så godt jeg kunne. Han vidste virkelig noget ham her, kan jeg huske jeg tænkte og han delte gladeligt ud af både erfaringer og oplevelser.

Yves samlede mig op hos mine forældre, og vi fiskede ofte sammen, trods han var 20 år ældre end jeg.

Det varede heller ikke længe før jeg fandt ud af at manden aldrig havde fanget en havørred og det reducerede det ulige forhold en smule. Yves skal dog under ingen omstændigheder klandres for at have påstået dette, da jeg bare antog denne selvfølgelighed, hans alder taget i betragtning.Yves indledte et intenst natfiskeri efter havørreder og fangede en stribe flotte havørreder, inden jeg hoppede med på vognen. Yves kan jeg på alle måder takke for det lidenskabelige forhold jeg har til fiskeri den dag idag. Hvor jeg oplevede at mange holdte kortene tæt på kroppen, var og er Yves stadig gennemsyret af en ubetinget lyst til at dele og hjælpe andre. Han er grundsten for mange fluefangede havørreder jeg har lagt i græsset og utallige timers hyggeligt samvær, ved åen og i privaten.Yves blev desværre ramt af sygdom som svækkede både førlighed og hukommelse. Han er dog for længst vendt tilbage til åen, men da han i forvejen var en mand som delte vandene, har det ikke gjort hans færden lettere. Det er de færreste der er klar over, at nogle mennesker må anstrenge sig enormt bare for at virke normale. Jeg ser frem til mange ture langs åen de kommende sæsoner.

En af de første ture jeg havde med Yves i ådalens mørke, var en diset august nat. Yves havde haft godt fiskeri op til, så jeg havde troen på at en havørred ville lade sig overliste.Vi havde om eftermiddagen bundet fluer og jeg havde lavet en lille lilla flue inspireret af fluen som Yves havde fanget fisk på. Jeg synes den så virkelig giftig ud, så glædede mig til at prøve den ved åen.

Yves og jeg fulgtes op langs åen til de øvre dele af foreningens fiskevand. Vi havde strækket for os selv så der var ikke nogen af os som havde travlt. Vi blev enige om hver vores sted at starte og gik hver til sit. Jeg startede fiskeriet et stykke opstrøms en række berygtede faskiner i egen kant. Jeg var bekendt med flere store tabte og landede havørreder på netop denne plads.

Jeg bevægede mig stille og roligt derned og mine kast var som, havde jeg aldrig lavet andet. Dybt koncentreret stoppede min flue i egen kant da jeg nåede faskinerne. Jeg strammede op og flue sad urokkeligt fast i et eller andet. Jeg var sikkert kommet for tæt på faskinerne. Jeg trak hårdt et par gange for at løsne krogens hold, da hvad der ellers var urokkeligt flyttede sig ud midt i åen.

Jeg var mildest talt i chok og aldrig har jeg oplevet noget lignende. Jeg råbte efter Yves, men han synes ikke at høre mit råb om hjælp. Jeg havde ikke medbragt en lygte, så jeg kunne ikke få lys på fisken, som var uvirkelig tung og modsat mig, fuldstændig upåvirket af situationen. Fisken svømmede langsomt mod mig og sidenhen forbi mig. Den stoppede igen midt i åen længere oppe og her mistede jeg kontakten til fisken. Den var gået i en stor ranunkel, så jeg hoppede i vandet for at befri mit forfang, men for sent, fluen havde sluppet sit tag. Yves kom i samme øjeblik og var nok godt klar over at slaget var tabt.

Det er en af de oplevelser som den dag i dag stadig hjemsøger mig og jeg kan ikke svare på om jeg ville, hvis det var mulig at, vide hvor stor den var. Jeg har fanget store havørreder, men den august nat var jeg rystet og jeg forsvinder den dag i dag et sted hen hvor ingen kan nå mig, når jeg lader tankerne drive derhen.

Trods at have fået hul på havørredfiskeriet med fluegrejet, var der stadig langt mellem fangsterne. Nogen gange umådeligt langt – og det gjorde det absolut ikke nemmere at holde troen oppe, når ens medfiskere nærmest hentede fisk hver eneste gang de besøgte den lille å. Det var som om de garvede kunne lokke dem ved hver en standplads og flere gange oplevede jeg at de fangede fisk på pladser, som jeg netop havde affisket. Så skal man altså holde tungen lige i munden for ikke at komme i tvivl på egen kunnen og gøren! Kaster jeg for dårligt, fisker jeg for hurtigt og er det nu det rigtige fluevalg – er tanker som de fleste havørredefiskere kan nikke genkendende til.

Jeg har alligevel formået at holde hovedet nogenlunde koldt også selvom min gamle fiskedagbog vidner om mere end 20 ture i træk uden at se så meget som bare skyggen af fisk, ud over dem de andre præsenterede ved bænken.

Heldigvis er og var jeg tryllebundet noget så grusomt af mere end bare misson-havørred. Naturen, stemningerne og hyggelige og lærerige snakke med de gamle årotter, har haft enorm tiltrækningskraft i min higen efter visdom. Ofte har jeg brugt mere tid til lyden af klukkende kaffekander og duften af pibetobak, end fiskeri i praksis, da det nogen gange virkede mere givende, end at gå ved vandet og blive frustreret over ikke at kunne ”knække koden”. Uden tvivl bliver man den dygtigste fisker, hvis man udøver praksis, det er indlysende. Men at suge til sig hos de gamle har været helt uvurderligt, selvom der ofte var langt mellem, at nogen for alvor løftede for låget på ”hemmelighederne”

Erfaring og indgående kendskab til fiskevandet er en tidskrævende, men dog fantastisk rejse. Det er noget man gør sig fortjent til og kan ikke bare foræres væk, hvilket også ville afstumpe oplevelsen. Frustration er en integreret del af det at fiske havørreder og uden frustration, igen forløsning.

Lærer du dit vand at kende og behersker fluekastet, så skal forløsningen nok komme. Den største udfordring er at finde ro i det man gør - som hesten der kan fornemme din nervøsitet, kan havørreden lugte den manglende tro på flere kilometers afstand – sådan kan det i hvert fald føles...

Fangsten af en havørred på 45 cm er ikke prangende, men blev derimod en af de mest betydningsfulde fangster jeg har gjort – og det er det fluefiskeriet kunne for mig da der gik størrelsesrace i fangsterne under spinnefiskeri. Efter mange , mange nulture, fiskede jeg atter koncentreret ned over en af de populære pladser og uden at gøre noget jeg ikke allerede tidligere havde forsøgt, rejste sig en fin bølge og min flue blev taget. Ikke siden fangsten af min første havørred, tror jeg jeg har været så glad for en fisk i den størrelse. Det var magisk!

Støt og rolig blev fangsterne flere, som troen på det jeg gjorde blev større. Det gav ro og erfaring, som resulterede i endnu flere fantastiske oplevelser.

Den Gamle rødel

Den store smukke rødel på plovfuren, som desværre gik ud for ikke så mange år tilbage, stod der på åbrinken og tronede med sin brede krone og skyggede over et af de bedste huller på strækningen. Træet har for mig og sikkert også mange andre været helt særligt symbol for dette område. I dag er der kun de kraftige rødder tilbage som dog stadig strækker sig ud i åens livgivende vand – og den store afsavede flade, vidner om mange års majestætisk regeren. Det var netop der i hullet foran rødellen jeg en efterårsdag tabte en stor farvet hanfisk, på den rigtige side af 5 kg. Der var flom og rigtig mange fiskere ved åen, særligt på de mere populære stræk, så jeg søgte længere nede i systemet, hvor fisketrykket ikke var så stort. Jeg fiskede ikke meget mere end 10 minutter før, min rørflue blev stoppet med et tungt sug midt i åen. Jeg strammede lidt overrasket op, for sjældent havde jeg fanget fisk på fluen hernede. Fisken væltede sig rundt i overfladen, så jeg tydeligt kunne se den store hanfisk's kaliber, men desværre slap fluen sit hold få sekunder efter. Jeg var helt ulykkelig, for jeg havde jo for længst forestillet mig, hvordan jeg overlegent skulle komme slæbende med den store fisk og smide den på bordet længere oppe i systemet, hvor de alle sammen var tvunget ud i køkultur. Sådan gik det ikke, men jeg var jo trods alt benådet med en ny oplevelse til refleksion og de nederste stræk har sidenhen været flittigt besøgt når åen var høj.

---