3 o'clock

Her kommer lige en lille historie bag tilblivelsen af et fluemønster, som blev døbt på fineste manér og sidenhen har haft en plads i flueboksen.

Jeg skulle besøge min daværende kæreste hos hendes forældre, da de for en stund var rejst til Island og jeg havde for en gangs skyld besluttet mig for ikke at medbringe mit fiskegrej. Det skal lige nævnes at de var bosat få kilometer fra min fortrukne fiskestrækning, så det var nærmest mere reglen end undtagelsen, at jeg lige skulle forbi.

Hun har ikke haft en chance, da jeg ikke længe efter ankomst, i mit forskruede lille hoved alligevel fortrød min beslutning. Så var gode råd dyre, for jeg havde jo ikke taget grejet med. Heldigvis var svigerfar erfaren lystfisker, så jeg snuppede hans stang, hjul, støvler og jakke, trods den var flere numre for stor. Det kunne han jo umuligt komme til at savne på Island… Hvad man ikke ved har man ikke ondt af, så jeg var for inden også en tur i hans fluebindingsmaterialer. Her lavede jeg hurtigt et par trofaste Skjerns fancy og så en lille sort/brun sag af hvad jeg nu lige synes jeg kunne finde af passende materialer. Den så fræk ud og troen var der trods jeg ikke havde det vante udstyr med mig.

Med lovning på ikke at fiske hele natten, listede jeg ned gennem ådalen hvor jeg vanen tro mødtes med Yves. Der var mange ved åen den aften, men desværre ikke meget aktivitet rettet mod fluerne. Da klokken nærmede sig 02.00 var der pause og jeg havde for længst accepteret at det ikke var denne nat der skulle en havørred i netmaskerne – og hvis jeg skulle nå hjem som lovet, var det vidst også på tide.

Yves derimod var ikke færdig og jeg har ikke været svær at overtale, for kort efter stod jeg i høje siv og kastede lidt tøvende. En tung, kold og tæt tåge havde oven i købet lagt sig over ådalen og jeg rystede lidt på hovedet af mig selv.

Nærmest i samme øjeblik var der noget som rørte på sig i egen brink få meter foran mig. Jeg havde for længst lagt et kast forbi, men det kunne jo være en havørred, så jeg hentede stille og roligt fluerne hjem i nymfegreb.

Da de passerede det urolige vand nærmest for fødderne af mig, blev en af fluerne taget med et tungt sug. Fast fisk - og jeg vurderede den hurtigt til at være af god størrelse, trods begrænset erfaring på flueklingen. Fisken var tung, men opførte sig til min fordel pænt. Adrenalinen pumpede derud af og jeg fik kaldt Yves til mig for assistance. Fisken kom til overfladen og kort efter kunne Yves nette en underskøn blank hunfisk på godt 4 kilo og knap 70 cm. Jeg var lykkelig og havørreden havde ignoreret Skjerns Fancy til fordel for den lille sort/brune som sad solidt i tungen.

Jeg kunne som den eneste præsentere en fisk ved bænken den nat og det var en fed fornemmelse, for en gang skyld at have sat de gamle til vægs. Havørreden huggede nærmest præcis klokken 03.00, da jeg jo var ret bevidst om min lovning på hjemkomst og kort forinden havde tjekket uret, så fluen blev døbt 3 o’clock.

---