Drømmefisk, IGEN!

Efter en håndfuld næsten resultatløse ture i starten af juli måned, kunne jeg tiltrængt starte ferien i uge 30 med endnu et besøg ved den lokale å. Sæsonen 2018 vil unægteligt blive husket for den ekstreme varme og tørke, aldrig har jeg set den lille å og dal så forpint, hvilket i den grad har sat sit præg på fiskeriet og fiskenes adfærd.

Varmen har presset mange småfisk op pga. de høje temperaturer i fjorden og det lave klare vand har fordret forsigtige og sky ørreder, det hvis man overhovedet har kunne få dem i tale. Med kun et par mindre fisk på tasken, var det endnu en gang disse forhold som ventede mig, da der ikke var en regndråbe, eller et vejrskifte at se i de ualmindeligt lange vejrprognoser.

Forventningerne var skruet helt ned, men da jeg netop havde overstået en turbulent arbejdsuge, var det primære mål at eksternalisere mig fra det omgivende samfund i ådalen og nattens dybe mørke ro.

Den første aften bar tydeligt præg af de fiskeoplevelser som ind til nu var gjort, nemlig ikke ret mange og derfor ikke den vanlige trafik som ellers normalt har indfundet sig her i slutningen af juli. Helt alene var jeg ikke, der var de få grå som fortsat holdte stand, de kunne berette om en håndfuld store fisk, med en 7-kilosfisk på toppen, primært fanget af spinnefiskere, så de var der, bare uhyre svære at få i tale!

Jeg startede fiskeriet i et sagnomspundet sving, som dog har været sovende i flere år, ingen ved hvorfor, men her har mange fået indfriet fiskelykken gennem årene. Jeg nåede ikke lang ned ad åen før oplevelserne fra sidste tur genindfandt sig. I en næsten stillestående pool, blev min flue forsigtigt suget af overfladen og da jeg strammede op, fløj der en målsfisk af vandet. Den blev hurtigt kørt til en håndlanding og fik friheden igen. Dejlig start, men jeg må indrømme at, det var tiltrængt at se en fisk som kunne skubbe lidt vand.

Kort forinden ankomst var min dygtige fiskemakker Andreas Rasmussen på telefonen, han berettede fra en håndfuld fiskedage i naboåen. Andreas havde blandt flere fanget en flot blankfisk på godt 4 kilo. Ydermere kunne han fortælle om havørreder som placere sig noget anderledes i mørket og det lave vand, end normalt erfaret. Det giver jo egentlig meget god mening, at Andreas trak de fleste fisk fra dybe huller og render, hvor fiskene, ellers primært stiller sig i dagstimerne, for så i nogle tilfælde at stille sig på lavere vand i de mørke timer… Det havde jeg i baghovedet da jeg begav mig ned mod de næste sving, som for mit vedkommende sjældent skænker mig en fisk, måske fordi de er dybe og turbulente, så overfladeaktiviteten registreres anderledes, hvis den overhovedet registreres?

Jeg sendte et kort kast helt inde ved egen brink, der hvor hullet er dybest, i samme sekund som jeg satte gang i min flue, rejste vandet sig under, og den blev suget ind med sådan et undertryk, at jeg kunne mærke det helt ned i korken på min stang. Det kom så meget bag på mig, at jeg fik et chok og strammede febrilsk op til fisken, som stak sig og spyttede fluen med det samme. Neeeeej!! Der svømmede min chance for stor-fisk med en betragtelig bølge, skræmt op ad åen. Den var stor og hvor føltes der uendelig langt til endnu et sådan tilbud i den lave forpinte å.

Jeg kunne ikke rigtig ryste oplevelsen af mig, trods den i bakspejlet var fantastisk, så jeg gik slukøret ned på bænken, i håb om at en af de kolde øl i bilen, kunne dæmpe rystefingre og hjertebanken.

Det hjalp at dele oplevelsen med et par medfiskere, som udover tabte fisk, ikke havde noget at berette.

Efter en times tid var jeg klar igen, jeg vil tro at den har være omkring kl. 02.00 da jeg begav mig ned ad åen, til de pladser hvor en medfisker havde tabt et par fisk tidligere på natten. Jeg nåede faktisk ikke ret langt, før min flue blev stoppet ved modsatte brink. Den fik lov at tygge grundigt på fluen, inden krogen blev sat, men så blev den også hængende. Efter en rask fight kunne jeg nette en fisk på 50 cm, som gav mig lige præcis den indsprøjtning jeg havde brug for. Jeg aflivede fisken og gik til bilen, hvor den blev efterladt i et fugtigt klæde.

Jeg genoptog fiskeriet med ny energi og bevægede mig mod et stræk med udhængende træer, hvor jeg det forgangne år havde gode oplevelser. På en af pladserne kom jeg i tanke om, at jeg på den sidste tur i dagslys havde betragtet standpladsen. Det var tydeligt at pladsen over vinteren havde forandret sig og det oplagte ståsted, var rykket et par meter længere opstrøms. Efter at have kastet vanen tro, lagde jeg et kort kast tværs over åen lidt højre oppe og hentede fluen hjem i nymfegreb. Pludselig mærkede jeg en lille modstand, jeg hverken så, eller hørte noget, trods kort kast og overfladeflue. Jeg stoppede indtagningen og mærkede en fisk forsigtigt trække, så jeg fulgte den med stangen et par sekunder og satte krogen. En god fisk skvulpede i overfladen og gik efterfølgende til bunden. Den var fin og jeg tænkte med det samme, at det var en fin revanchefisk, som hvis jeg var heldig, kunne klemme sig op på måske 3 kilo. Den kørte lidt mærkeligt synes jeg og der var godt med spænd på klingen, men jeg følte, at jeg havde kontrol og tændte ikke for pandelampen. Fisken blev stående og i tilfælde af at den ville nedstrøms gik jeg over et lille tilløb som potentielt kunne volde problemer. Da fisken så trak nedad, pressede jeg den, så den vendte og stille sig på sin plads igen. Kort efter stillede den sig ind ved egen brink og jeg kunne lige akkurat ane den i den lyse nat. Jeg foldede nettet ud og få sekunder efter vendte fisken og kom lige så jeg kunne sætte nettet for, så den gik i. Den var hjemme og turen var reddet!

Da jeg vil løfte fisken op på brinken, troede jeg at nettet havde hægtet sig fast i noget, da det ikke var lige til at løfte. Jeg stak kloen ned for at prøve at befri det. Her går det op for mig at nettet ikke hænger fast, men at fisken er betydeligt større end først antaget! Jeg fik den trukket op i græsset og hvilken fisk, det kunne jeg næsten ikke fatte! Den lille trekrog sad solidt i undermunden på en imponerende hanfisk, som faktisk ikke bekendte kulør før jeg fik tændt pandelampen og lyste på den i græsset. Forløst og med gummiarm begav jeg mig op til bilen, hvor jeg på vægten endnu en gang fik mig en overraskelse over hvor stor fisken faktisk var. 7,4 kg fordelt på 83 cm, det havde jeg alligevel ikke gjort mig forhåbninger om i de forhold. Det var en næsten ambivalent bedrift, da fisken blev kørt færdig på ca. 4-5 min og har flere gange tænkt på hvordan det hele havde forløbet, hvis jeg havde tændt for lyset og måske gennemskuet fisken størrelse noget tidligere? Uanset hvad er jeg lykkelig for min fangst, det er virkelig en bedrift at fange en havørred på flue i den kaliber i vores lille å, som ikke er meget mere end en bæk for tiden.

De efter følgende fiskedage, føltes det næsten som om skuffen med godter var klappet i, fair nok! Jeg havde mange fisk til fluerne, også fine fisk, men fik de fat, så faldt de af igen. På sidste dagen lykkedes det dog efter 5 kontakter at lande en flot blankfisk på knap 60 cm og så var der heller ikke mere i posen, men hva’ gør det :)

---