top of page

Alt for tidlig sensommer

  • Aadalen
  • 26. aug. 2020
  • 1 min læsning


Så suste tiden igen, alt for hurtigt afsted og inden jeg har fået set mig omkring, står vi på vippen til Efterår. Med et temperatur dyk på mere end 10 grader har de kølige, klare og ikke mindst mørke nætter gjort deres tilbagevendende indtog. Årets sidste sommerfiskeri bød på næsten alt jeg kunne have håbet på. Friske blanke fisk, fulde af lus, fantastisk natursceneri, hyggeligt samvær og selvfølgelig den helt store, som var så tæt på og alligevel så langt fra.

Indledningsvis blev jeg budt velkommen af en forløsende, frisk og blank fisk på 65 cm, hvilket indfriede mine forhåbninger. Den efterfølgende nat, kom jeg ned på jorden igen, da jeg på 7 timers fiskeri, ikke en gang kunne rejse en fisk. Tredje nat, havde jeg kontakt til 4 fisk, men ingen af dem blev siddende. Den fjerde nat regnede væk, åen steg og blev brun, så jeg forberedte mig på at indstille fiskeriet før tid. Heldigvis nåede åen at blive fiskbar, inden mørket igen kravlede ind over ådalen. Den sidste nat landede jeg fire fine havørreder, en finere afslutning havde jeg ikke turde håbe på. Den sidste fisk jeg fangede, var i morgenlyset og en fantastisk visuel oplevelse, som jeg kommer til at genspille mange gange, når vinterens længsel efter sommernætter, sikkert alt for hurtigt melder sig.









Comments


  • Black Facebook Icon
  • Black Twitter Icon
  • Black Pinterest Icon
  • Black Flickr Icon
  • Black Instagram Icon

© 2019 by Daniel Schmidt Brodersen - created with Wix.com

bottom of page